Jeg har tit tænkt over, hvorfor vi kalder det for forlovelsesringe og vielsesringe i Danmark. Begrebet er jo helt forkert, hvis man altså tænker i den kristne bane. En kristen vielse indeholder – efter traditionen tro – 2 ’skridt’. Det første skridt handler om, at parret bliver forlovet og velsignet. Det er her, ringene kommer ind i billedet. Man udveksler forlovelsesringe. Man er endnu ikke viet som ægtepar. Man er bare blevet forlovet. – Og i gamle dage, der var der jo noget, der hed lysning, inden parret kunne blive gift. I den periode var parret bare forlovet. Og de bar ringe som tegn på deres forlovelse.
At blive viet
Det næste skridt handler så om, at man rent faktisk bliver viet. Det er her, man siger ja til sin ægtefælle. Det er her, man lover at være sammen – i tykt og tyndt. Det er her, man lover at passe på hinanden. I nogle kristne trossamfund sker det, ved at man udtaler det – højt og tydeligt. I andre kan det ske, ved at man deler et glas vin (med præsten) og derefter danser rundt om det bord (Sammen med præsten og forloveren), som vinglasset står på, imens alle gæsterne kaster ris efter en. I andre kristne trossamfund forsegles vielsen med, at forloveren sætter kroner på ægteparrets hoveder og symbolsk, veksler kronerne imellem dem.
Symbolik
Sådan et symbolsk tegn på, at man er klar til tage sit ansvar alvorligt og acceptere, at i nogle situationer er den ene stærk, og i andre er det den anden, som er stærk, og kan klare de vanskelige skær, parret skal igennem. Så ja, jeg er lidt i tvivl, om jeg skal kalde det forlovelsesringe eller vielsesringe. Men det er i virkeligheden også ligegyldigt. Når et par skal giftes, så vil de jo i virkeligheden vise overfor alle andre mennesker, at de tror på, at de hører sammen, og at de vil dele deres liv med hinanden.
