For nogen tid siden var der en debat i Politiken om kunst. Den var mellem to skribenter, der hver havde en mening om, hvad kunstnere skal udtrykke. Den ene talte for, at hvis kunsten ikke viser os tilværelsens ulidelige hæslighed, så er den kitsch. Det blev skrevet som en reaktion på en artikel, der var en reaktion på Michael Kviums seneste udstilling. Og den skribent syntes, at Kvium svælgede for meget i hæsligheden. Det sjove ved det er, at ingen af debattørerne var kunstnere.
Banalt
Set med nogle kunstneres øjne er det ikke nødvendigvis det mest interessante kun at svælge i, at vi skider, bliver fede, rynkede osv. Det ved vi da godt, og det kan virke så uendelig banalt. Eller hvis man tager fat på menneskets iboende ondskab og blender guldfisk eller andre fantasifulde stunts. Så har vi været hele mørkeskalaen igennem og ladet hånt om lyset. Men det er alligevel en drivkraft for andre kunstnere.
På mange måder er det så let – både som menneske og kunstner – at lade sig synke ned i sumpen af depression og livslede. Men at hale sig op igen kan være langt sværere. Hvis kunsten ikke kan tilbyde noget værdifuldt der, er det fristende og nærliggende at vende sig mod triviallitteraturen og kitschen, som har en skønhed og harmoni at byde på, om end den er både overfladisk og forloren.
Van Gogh
Hvis vi ser på en kunstner som van Gogh, så er her en kunstner, der forenede skønhed og grusomhed. Han kæmpede mod sine indre dæmoner, men kæmpede sig samtidig ud af de mørke farver og skabte de smukkeste farverige værker, der viste den skønhed og det lys, der trods alt er omkring os. Når de sorte fugle kommer flyvende, har hans malerier en spændvidde, kontrast og dybde, som sætter dæmonerne i perspektiv. Prøv lige at kalde det kitsch.
Hvad de enkelte kunstnere går efter i deres kunst er i høj grad en personlig sag, men kunstnere er også en del af samtiden, så at skabe kunst som i de gode gamle dage uden forbindelse til sin samtid giver ingen mening.
Det er klart, at lort på dåse, blendede guldfisk og parterede heste vækker opsigt og skaber debat. Alene debatten om hvorvidt det er kunst eller ej. Der er næppe mange voksne danskere, som ikke kender til disse værker og har en mening om dem. Om det er kunst skabt fra hjertet eller stunts for at vække opsigt, ved kun kunstnerne selv, så den debat er ikke relevant at bevæge sig ud i.
Der kan være mange grunde til at skabe ”kunst”, men kun en til at skabe virkelig kunst. Og det er en indre trang til at udtrykke noget – en følelse, en erindring, en person, en begivenhed, en historie, noget grimt, noget smukt, eller bare nogle farver og former eller hvad som helst. Og så behøver man heller ikke at hedde Michael Kvium eller van Gogh for at kunne skabe.
Malerier fra hjertet
Kig på malerierne fra en forholdsvis ukendt kunstner, der maler ud fra sit hjerte uden at rette ind efter nogen krav og forventninger fra omverdenen. Det er en kunstner, som i dag sælger godt, men gennem mange år måtte sande, at hun ikke faldt i samtidens smag.
Det havde været fristende i det tilfælde at rette ind efter tidens kunstneriske trend og skæve til, hvad andre kunstnere kunne sælge. Det gjorde hun ikke, men søgte i stedet indad og malede ud fra en indre nødvendighed. Hun måtte male det, der var rigtigt for hende at udtrykke og så håbe på, at det en dag ville falde i nogens smag. Ellers ville hun svigte sig selv som kunstner.
Dette er 1. del af en artikelserie på 2 artikler. Næste afsnit finder du her.